søndag den 19. august 2012

Mine tanker...

Nogle gange vil jeg bare ønske at jeg var en lille pige igen, boede hjemme ved mor og far og at den eneste beslutning jeg skulle tage var hvem jeg skulle lege med dagen efter :) Men sådan er det desværre ikke mere!

Jeg er 24 år, bor i en 1-værelses lejlighed sammen med Dennis, har et fuldtidsarbejde som overassistent på et handelsgymnasium, har en dejlig familie og nogle søde veninder omkring mig. Hvad mere kan jeg ønske mig? Intet tænker I nok og det vil jeg gerne give jer ret. Måske lige en større lejlighed, da to mennesker har brug for mere end blot 50 kvm. ;)

Men jeg synes bare at der er så mange beslutninger der skal tages! Lige nu går jeg og overvejer om jeg skal tage andet akademifag til merkonomuddannelsen eller om jeg skal vente til foråret. Det er altså en svær beslutning, da jeg synes at det var hårdt med en 37 timers arbejdsuge, næsten 3 timers undervisning en gang om ugen, en god håndfuld lektier der skulle laves, et projekt der skulle skrives og en eksamen der skulle forberedes til... Jeg skal i hvert fald snart have taget mig en beslutning!

Derudover er Dennis og jeg begyndt at få tilbudt et par lejligheder, men vi er meget kræsne og har desværre ikke fået tilbudt lige præcis dén, som vi gerne vil have endnu. Dennis er i og for sig ligeglad med hvor han kommer til at bo, så længe at vi får som minimum et soveværelse, en altan, et badeværelse, hvor vi ikke skal bade i håndvasken, og selvfølgelig at huslejen er overkommelig. De krav kan jeg kun give ham ret i, dog vil jeg måske bare gerne prøve at bo et andet sted end hvor vi bor nu. Jeg har boet her hele mit liv (pånær de to første år af mit liv, men det kan jeg jo ikke huske alligevel...) og vil derfor gerne prøve noget andet. Men da vi begge to gerne vil spare op til at kunne komme ud og rejse i hvert fald én gang om året, på sigt et hus og måske en hund (Dennis er så småt ved at få mig overtalt!), så kræver det altså også at huslejen ikke ligger på sit højeste! Og lejlighederne hvor vi bor nu er bare så billige i forhold til andre steder, så der er endnu en beslutning der skal tages...

Nu tænker I nok hvorfor jeg ikke nævnte at vi skulle spare sammen til en bil, det kommer I til at høre nærmere om i løbet af næste uge :)

Når det er sagt, så har jeg haft en skønherlig weekend, som startede fredag aften til sponsoraften i ZOO sammen med Dennis og mine forældre. Hele lørdagen blev brugt i Fårup Sommerland sammen med Dennis' familie, så i dag har jeg bare slappet af og fået ordnet alt det praktiske inden en ny uge starter i morgen.

Jeg håber at den kommende arbejdsuge ikke bliver ligeså hård som den sidste, da den nærmest slog mig omkuld! Jeg sluttede sidste weekend af med at være temmelig vag og var det også en del i sidste uge, så det tog selvfølgelig også på mine kræfter. Men det at ikke kunne overskue andet end at gå på arbejde var mildest talt ved at drive mig til vandvid... Heldigvis er jeg blevet frisk igen og jeg har en caféaftale med Jeanette i morgen og en Baresso-aftale med Katrine på onsdag, jubi!

Nyd nu de sidste par solstråler i dag, vi ved ikke hvornår de kommer igen ;)

Knus

Ingen kommentarer: